Tidligere aktiviteter

Økologisk Høstfest for Alle - Rue Food Event

Lørdag den 3. september 2016

Økologisk Høstfest for Alle - Gratis deltagelse!

’Rue Food Event’ arrangeres af Kulturmejeriet Langesø med støtte fra Realdania. Det er en madfestival, der hylder økologi, bæredygtighed, sundhed og velvære.

PROGRAM

14:00–14:30

Kort introduktion af Kulturmejeriet og Fælleshaven, introduktion til Ildsjæle-initiativet og Realdania’s ”Underværker” samt præsentation af program og ”kick off” på madfestivalen.

14:30-18:00

Fødevaremarked med madboder, café, underholdning for store og små.

18:00–21:00

Stor gratis fællesspisning for tilmeldte.

Al mad på festivalen vil være af fineste kvalitet og økologisk eller biodynamisk!

Benny Madsen - Ren mad og sund livstil

Onsdag den 4. maj 2016

REN MAD OG SUND LIVSSTIL.

”Mr. Superfood”, ernæringskonsulent Benny Madsen, kom igen. En inspirerende aften, hvor tingene blev fortalt, som de var.

Her kunne man bl.a. få:

  • Redskaber til at finde stierne i supermarkedets kemikaliejungle
  • Råd om hvordan du kan hjælpe planeten ved at hjælpe dig selv
  • Mulighed for at se på mad som mad og ikke underholdning
  • Råd om hvordan du bedst muligt prøver ny mad af, så du finder den kost, der passer til dig

Se også Facebook.com

Prinsessen og skrubtudsen

Søndag den 3. april 2016

Prinsessen og skrubtudsen.

Fortælleteater for børn i alderen 3-8 år med Anette Jahn fra Målefortælleteater.

Prinsessens hoppebold har ikke hørt ordentligt efter. For en dag hopper den ned bagest i parken, derned hvor der er mørkt og skyggefuldt og klamt. Helt ned til brønden, hvor kongen har sagt, at prinsessen aldrig må gå. Prinsessen løber jo bare efter. Og så hopper bolden op på kanten af brønden. Plask! Så rammer den vandet og daler ned og ned. Prinsessen græder, da en ækel skrubtudse spørger: “Quark, Quark. Skal vi to være venner?”. Hvad mon prinsessen svarer, og hvad sker der så?

Frie bønder og et levende land 28 februar

Søndag d. 28.februar 2016

Frie bønder og et levende land - hvordan?

En rigtig ”fri bonde”, Henrik Kuske Schou fra Tureby, giver sit bud på, hvordan man skaber mere liv og aktivitet på landet. Han er landmand, agrarøkonom og medstifter af Landsforeningen af Frie Bønder – Levende land. Han fortæller bl.a. om Dalby-modellen, som foreningen har opstillet for et alternativt landbrug. Efter foredraget er der debat og varm suppe, og vi ”summer” om Kulturmejeriets muligheder for at bidrage til at skabe liv i det landdistrikt, vi bor i eller besøger.

Lone Vitus december 2015

Søndag d. 6. december 2015

Kom og mød den ”kvindelige bonderøv”, Lone Vitus.

Lone Vitus - kendt som Lone Landmand – er uddannet mejeriingeniør, agrarøkonom og merkonom, men lever i dag som passioneret landmand, vinmager og forfatter. Hun er ivrig blogger, ildsjæl og debattør på fødevareområdet. Hun har i 2015 fået kulturprisen Den Gyldne Grundvig for sit arbejde med formidling af vigtige spørgsmål om bæredygtighed og grøn omstilling. Formidlingen er folkelig, klar og vedkommende og indgår i den oplysningstradition og kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af. Lone bor med sin mand på Brandbygegård nord for Horsens Fjord. Ved foredraget fortæller hun os både om livsform på og værdisæt ved drift af gården, og om hvad der skal til, for at den mad vi spiser bliver af god kvalitet. På Facebook har Lone 4.171 følgere, herunder ministre, brancheorganisationer og tilhængere af hendes små, nærværende ”hverdagsdryp”. Hendes blog har desuden ca. 100.000 sidevisninger om måneden.

Agnethe Bjoern November 2015

Lørdag d. 14. nov. 2015

Dramatiseret foredrag om ”Rhinens Sibylle” – en fortælling om Hildegard af Bingen.

Hildegard af Bingen fortæller om klosterliv i 1173, sit forhold til skriver Volmar og læser op af sine skrifter. Skuespiller Agnethe Bjørn optræder som middelalderens mystiker. Hildegard var nonne, digter, komponist, billedkunstner, urtelæge og politiker. Hun fik visioner og var talerør for Gud. Agnethe har skrevet og iscenesat, og harpenist Anne Marie Høst fremfører Hildegards englemusik. Imens serveres hjemmebagt brød og biodynamisk vin, bagefter varm suppe på grøntsager fra Fælleshaven.

Åbenthus sommer 2015

Søndag d. 28. jun. 2015

Åbent hus og ”event” på Kulturmejeriet

Vi holder åbent hus og mødes på Kulturmejeriet på Rugårdsvej 715.

  • Her kommer der en gæst og fortæller om økologi, pesticider og natur.
  • Her vil vi præsentere Jer for konceptet og planerne for Kulturmejeriets fremtid.
  • Her vil vi holde generalforsamling, hvor du kan komme med idéer og ønsker til, hvordan Kulturmejeriet skal forme sig i fremtiden.
  • Her serveres der kaffe, te og saft, samt diverse delikatesser.
  • Her vil det være muligt at købe økologiske varer, som grøntsager, cremer og andet spændende.
  • Her vil der også være mulighed for køb/salg af bøger og diverse genbrugsting. Tag gerne selv noget med.
Bliver vores natur rigere med økologisk fødevareproduktion

Søndag d. 28. jun. 2015

Bliver vores natur rigere med økologisk fødevareproduktion?

Af Peter Wiberg-Larsen, Biolog, PhD, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Den økologisk bevidste forbruger fravælger typisk konventionelt producerede varer ud fra et ønske om øget sundhed og velvære for sig selv og familien, og for fleres vedkommende også en idé om, at ”økologi” per definition er godt for natur og miljø. Spørgsmålet er, i hvor høj grad den sidste forestilling ”holder vand”. Foredraget vil tage udgangspunkt i en lang række danske undersøgelser, som bl.a. er gennemført med støtte fra Miljøstyrelsens pesticidforskningsprogram. Der vil derfor i særlig grad blive set på betydningen af brugen af pesticider, som foredragsholderen selv har bidraget til at belyse via forskellige forskningsprojekter.

Forestillingen Brødrende Løvehjerte

Fredag d. 20. mar. 2015

Brødrene Løvehjerte

Nordfyns Ungdomsskole præsenterer musicalen Brødrene Løvehjerte. Den Klassiske historie om to brødres eventyr i Nangijala. Historien er velkendt og elsket af mange. Kom i god tid, der kan købes forfriskninger og snacks, inspireret af middelalderens køkken, og serveret i hyggelige krolignende omgivelser.

Forestillingen FALDET

Fredag d. 27. jun. 2014

Forestillingen FALDET

Det et er et møde mellem en mand og en kvinde.

Det er kærlighed, der bliver udfordret af naturens drifter.

Det er en begyndelse, der bærer sin egen afslutning i sig.

”FALDET” er en apokalyptisk fortolkning af syndefaldet og en vandring gennem en verden i forfald.

PDF Download

Download plakat

PDF (218 KB)

Foredrag om Naturen

Onsdag d. 30. okt. 2013

Foredrag om Naturen set med Thorkild Bjørnvigs øjne, ved cand.scient. og stud.mag. Annette Sode, Syddansk Universitet.

Naturen er vigtig for os - også selvom vi slet ikke er opmærksomme på det i det daglige. Men hvilken rolle spiller den, og hvorfor er den egentlig så vigtig? Annette Sode, der egentlig er biolog, men nu læser kultur og formidling ved Syddansk Universitet, vil præsentere os for digteren Thorkild Bjørnvig og hans opfattelse af naturen. Hun vil også læse et par af hans digte, som belyser opfattelsen. Den giver anledning til eftertanke. Så kom og vær med - og glæd dig til at høre om naturen på en helt anden måde, end du plejer!

Fredag d. 25. okt. 2013

Foreningen bidrager til arrangementet Sundhed på Kryds og tværs, Nordfyns Kommune.
Havekursus med Erik Frydenlund

Fredag, d. 25. okt.2013

Havekursus i mejeriets Fælleshave, ved jordbrugsteknolog Erik Frydenlund.
Høstarbejde i mejeriets fælleshave

Torsdag d. 17. okt. 2013

Høstarbejde i mejeriets Fælleshave, sammen med Nordfyns Folkehøjskole.
Høstarbejde i mejeriets fælleshave med Pasha-gruppen

Fredag d. 4. okt. 2013

Høstarbejde med Pasha-gruppen fra Nordfyns Folkehøjskole i mejeriets Fælleshave.
Høstfest i Fælleshaven

Fredag d. 20. sept. 2013

Høstfest i mejeriets Fælleshave.

Søndag, d. 23. jun. 2013

Sct. Hansbål i Fælleshaven på Farstrupvej 4

Medbring selv mad til grillen, og det, du/I vil drikke. Vi leverer brød og salat. Bålet tændes kl. 21, dog uden heks af respekt for de kvinder, der blev brændt i middelalderen, men som var de ”kloge koner”, der kunne noget om planter og naturmedicin!

December 2012

Julemarked i mejeriet, ved lokale folk uden for foreningens regi

Mandag d. 17. sept. 2012

Hvem er vi, hvor går vi hen, og hvad skal vi have til frokost? ved associeret professor, lektor i bioetik, PhD, ved Dansk Center for Bioetik ved Københavns Universitet, medlem af Etisk Råd, Mickey Gjerris.

Mennesket lever et liv i bekymring. Vi skal hele tiden sørge for at skaffe os mad for at overleve. Eller sådan var det i hvert fald en gang. I vores del af verden er problemerne i dag anderledes. Der slås vi med overforbrug af mad – og især kød. Vi er ganske enkelt ved at æde os ihjel. Og det har ikke kun høje omkostninger for os selv. Vores forbrug af jordens ressourcer og landarealer truer en lang række arter på deres eksistens, vi forurener luft, jord og vand og er ved at forandre klimaet, så vores og alle de andre arters livsbetingelser bliver væsentligt forringet.

Foredraget sætter fokus på maden og kødet og viser, hvordan vi gennem vores forbrug af fødevarer er med til at påvirke planeten, og diskuterer, om det er muligt at gøre noget ved problemerne både på det personlige og det samfundsmæssige plan. For maden og kødet er ikke længere bare mad – det er også med til at bestemme vores fælles fremtid. Mickey Gjerris har netop udgivet bogen “KØD – en antologi”, hvor en lang række forskere diskuterer kødets betydning.

Søndag d. 2. - søndag den d. 9. sept. 2012

Kunstudstillingen Det fynske Kunstakademi flytter på landet.

Der er fernisering den 9. sept. og herefter åbent tre lørdage, dvs. den 15., 22. og 29. sept., kl. 13-16.

Studerende ved Det Fynske Kunstakademi, Odense, arbejder på og udstiller deres værker.

Havekursus 18 Aug. 2012

Lørdag d. 18. aug. 2012

Biodynamisk havekursus, Høsthaven, og hvad gør man lige med haven om efteråret? ved havekonsulent Erik Frydenlund.

Entré 100 kr., for medlemmer dog 50 kr.

Fredag d. 10. aug. 2012

Performanceteatret Projekt landbrug, ved skuespiller Bo Madvig, København.

“Jeg en gæld mig bygge vil...”. Hvorfor er landbruget i krise? Ved forestillingen udfordres dansk landbrugskultur.

Lørdag den 4. aug. og søndag den 5. aug.

Loppemarked – også for børn. Gerne legetøj og børnetøj. Skattejagt for børn og barnlige sjæle ved Sofie Hansen og eventyroplæsning ved Sanne Saerens.

Blev siden AFLYST (for få tilmeldte).

Lørdag d. 23. juni

Besøg på det biodynamiske landbrug Nørregården, Nedermarken 8, Årup. Rundvisning ved biolog Inge Gade-Jørgensen.

Tirsdag d. 12. juni 2012

Svin og stafylokokker - en farlig coctail, ved professor ved Klinisk Mikrobiologi ved Odense Universitetshospital, Hans Jørn Kolmos.

Hans Jørn Kolmos var en af frontkæmperne imod stråforkortere, der påvirker fertiliteten. Han påpeger, at den hyppige brug af antibiotika i landbruget dybest set udgør en bombe under vor sundhed - og dermed under sundhedssystemet, da vi udvikler større og større resistens (modstand) mod antibiotika.

Sagt på almindelig dansk: vores kroppe vil ikke reagere på penicillin-behandlinger! Kolmos er også formand for Hygiejnekomitéen i Region Syddanmark. Han er dermed medansvarlig for problemet med de heftigt stigende tilfælde af infektioner på danske sygehuse. Hver 4. patient rammes af infektion, i alt ca. 100.000 pr år, hvoraf 3.000 dør af deres infektioner.

Lørdag d. 26. maj 2012

Biodynamisk havedyrkning - hvor svært kan det være? ved havekonsulent Erik Frydenlund.

Erik Frydenlund tager os på havevandring i en tilstødende urtehave. Med økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder kan man selv i en mindre urtehave fremavle store og velsmagende grøntsager uden brug af pesticider og kunstgødning.

Torsdag d. 1. maj 2012

Foredrag om Grøn vækst – politisk vækst? ved EU-parlamentariker Dan Jørgensen (A).
Kunstudstillingen Genopstandelsen

Lørdag d. 14. april 2012

Kunstudstillingen Genopstandelsen, Forfernisering. En 'levende procesfernisering' med arbejdende kunstnere.

De unge kunstnere og kunst-, design- og arkitekt-studerende fra Odense, Kolding og København udstiller deres værker, som giver anledning til eftertanke. Det sker med udgangspunkt i genbrugsmaterialer fra mejeriet, hvor de udfolder de sig i forskellige materialer og medier. Medvirkende er her Kamilla Askholm, Julie Gry Sveistrup, Sara Grønborg, Aleksander Guldager-Kongshaug, Jacob Kirk-Haugstrup, Oliver Pomerleau og Louise Russo.

Kunstudstillingen Genopstandelsen

Lørdag d. 21. april 2012

Kunstudstillingen Genopstandelsen, Resultatferniserig med 100 % færdige kunstværker.

Udstillingen har derefter åbent følgende tre lørdage kl. 13-16: den 28. april, d. 5. maj og d. 12. maj 2012.

Søndag d. 4. marts 2012

Teaterstykket Idioten af Fjordor Dostojevski (1868-1869), ved teatergruppen Århusgruppen. Instruktør Uta Møller.

Udstillingen har derefter åbent følgende tre lørdage kl. 13-16: den 28. april, d. 5. maj og d. 12. maj 2012.